Spørgsmålet om delt loyalitet – nogle paralleller fra historien

Den kvikke Kennedy overlevede dette spørgsmål og slap væk med et simpelt svar. Skulle de to loyaliteter – paven og præsidentembedet være i modstrid med hinanden. Sagde Kennedy, at han ville opgive præsidentembedet, men forblive en simpel katolik. (Time, 26. september 1960).

Kennedys svar viste sig at være tilfredsstillende blandt amerikanerne. Valget svingede til hans fordel, og han blev præsident. I de næste fire år bliver han nu chef for De Forenede Amerikanske Stater. Som amerikansk leder vil han være tovholder for verdenspolitikken; Tovholderen af den ene af de to stridsheste, der trækker vognen med verdensanliggenderne. Den anden tovholder er i hænderne på den russiske diktator. Gog og Magog i en dødelig konflikt! Gud hjælpe denne stakkels verden!

Men hvis man ser nærmere, kunne Kennedys svar imidlertid ikke være mere ukorrekt, selv i kristne termer. Blev Jesus ikke konfronteret med et lignende spørgsmål? Og hvad var Jesu svar? Sagde han ikke (Matt. 22: 21-22) »Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!« Kennedy sagde ikke dette. Måske ønskede han ikke at risikere upopularitet hos sine amerikanske vælgere. Måske, hvis han havde gjort det, ville hans amerikanske vælgere være forvirrede, usikre om Kennedy var en god nok amerikaner. Dette gør dog ikke Jesu svar mindre korrekt. Loyalitet hører til forskellige sammenhænge. I hver sammenhæng tager det sin egen kurs. Vi er fast besluttet på at forblive loyale i enhver sammenhæng og ærlige overfor Gud i vores dømmekraft og forståelse. Vi bør ikke have vanskeligheder eller være i konfrontation med nogen konflikt.

Dog, talte Jesus til Israels Børn, ikke til menneskeheden generelt. Hans svar var begrænset af hans kontekst, af hans land og hans folk. Han havde kun Kejseren (Cæsar) i mente og snakkede ikke i universelle termer. Islamiske (eller Ahmadi) forståelsen er forskellig. Islam (Ahmadiyyat) er universelt. Det er for alle mennesker, overalt, i alle mulige sammenhænge. Islams lære beskriver emnet loyalitet i termer, der dækker enhver betingelse og alle forhold. Principperne i Islam er universelle. De vedrører alle slags situationer. Muslimer har derfor ingen vanskeligheder, ingen forbehold om emnet. Ingen bekymring, konflikt eller forvirring omkring det. Vi kan holde vores hoveder højt. Vi skammer os hverken eller er usikre på, hvad vi skal gøre under visse givne omstændigheder. Denne klare samvittighed skylder vi Guds nåde. Vi indrømmer dette med ydmyghed. Vi læser verset i Den Hellige Koran:

”O I som tror, ​​adlyd Allah og adlyd Sendebuddet og dem, der har myndighed blandt jer.”

Hellige Koran (4:60)

Det arabiske udtryk “dem der har myndighed blandt jer” bør ikke vildlede nogen til at tro, at loyalitet over for en autoritet kun er begrænset til muslimsk autoritet. Nej, slet ikke. Verset forlanger lydighed mod enhver autoritet som sådan. ”blandt” (arabisk: min/من) betyder også over, af eller i. Verset lærer anstændighed og disciplin i offentlige anliggender. Det gør loyalitet overfor den herskende myndighed til en Islamisk pligt. Både statsoverhovedet og folket er afbildet i verset som en gruppe. Verset antyder, at et samfund eller folk består af både herskere og de herskede. De herskede skylder herskerne lydighed. Når dette er tilfældet, bliver det meningsløst at benægte versets betydning; At fortolke, at herskeren, som muslimerne skal adlyde, skal være muslim er simpelthen absurd.

Den Lovede Messias (fred være med ham), grundlæggeren af Islams Ahmadiyya Bevægelse skrev om dette vers, som er meget klart fastsat:

“Den Hellige Koran kommanderer, ’adlyd Allah og adlyd Sendebuddet og dem, der har myndighed blandt jer.’ De troende skal adlyde dem, der besidder autoritet, udover Gud og Hans Profet. At sige, at ‘myndighed’ ikke inkluderer en ikke-muslimsk regering ville være en åbenlys fejltagelse. En regering eller myndighed, hvis forordninger er i overensstemmelse med Sharia (det vil sige, de ikke er i konflikt med den) er en ‘myndighed blandt jer.’ De, der ikke er imod os, er iblandt os. Koranen er derfor entydig på dette punkt. Lydighed mod regeringsmyndigheden er et af dens krav.”

(Works & Speeches, Vol. (1), p. 261) 

i Haditherne ser vi også, at Den Hellige Profet (Guds fred og velsignelser være over ham) sagde:

”Den, der adlyder mig, adlyder Gud; den, der ikke adlyder mig, adlyder ikke Gud. Den, der adlyder sin myndighed, adlyder mig; den, der ikke adlyder sin myndighed, adlyder ikke mig.”

(Sahih Muslim, Kitab al Imarah). 

I denne hadith bliver hele lydigheds-emnet belyst. Retten til loyalitet og lydighed tilfalder kun Gud, Skaberen, Herren af Mennesker og Nationer. Andre har myndighed afledt af Ham. De afspejler myndigheden, som er Guds. En profet er en stedfortræder for Gud, et Sendebud, bæreren af Guddommelige befalinger. At adlyde Profeten er at adlyde Gud. Tilsvarende er den, der har myndigheden blandt mennesker, ansvarlig for disciplin og for ordenen blandt Guds skabninger; en værge for deres liv, ejendom og ære. Lydighed mod en sådan en myndighed behager Gud. Det er lydighed mod Gud. Lydighed, uanset niveau, er et og det samme: det er lydighed mod Gud. Sandelig, den Hellige Profet sagde:

‘Lydighed overfor mig, er lydighed overfor Gud, og lydighed overfor myndigheden, er lydighed overfor mig.’ 

I overensstemmelse med alt dette (Den Hellige Koran, Den Hellige Profets Hadither, skrifterne af den Lovede Messias), formanede den nuværende leder af Ahmadiyya-bevægelsen, Hadrat Mirza Bashir-ud-Din Mahmud Ahmad, loyalitet til ens nation. Han sagde tydeligt: 

”Vores tro er, at Islam kræver at alle er loyale over for den stat, de bor under… At tro, at Ahmadier i Indien eller Pakistan forbliver loyale over for deres respektive regeringer, så længe Ahmadiyya Overhovedet kræver at de skal være det, er absurd og tåbeligt. Ahmadiyya Overhovedet har ingen beføjelser i denne sag. Hans rolle er at rekapitulere og implementere Islams ånd og lære, uden at ændre et eneste punkt ud af det. Han er valgt til at opfylde, ikke for at ødelægge… Loyalitet overfor ens regering eller stat er ifølge os fastsat af den Hellige Koran, og Koranen er Guds Bog… Ahmadiyya Overhovedet, Kaliffen, har ingen ret til at ændre en befaling indeholdt i den Hellige Bog. Kaliffen er en stedfortræder og ikke en diktator. En stedfortræder er bundet til myndigheden på samme måde som alle de andre.”

(Al-Fazl, 5. april 1949) 

Ved en anden lejlighed sagde han:

”Ministre i regeringen, assistenter, embedsmænd, enhver anden: Jeres forpligtelse til at udføre ordrer eller instruktioner, udstedt til Jer af regeringen, er særlig og vigtig. Når regeringen gør en ting bindende, kan der ikke være nogen afvigelser, ikke engang med et hårsbredde. Oprigtighed indebærer intet andet. Når en person vælger at tjene en regering, indgår han straks en højtidelig pagt. Det, at han vil være utrættelig, oprigtig og ærlig i udførelsen af ​​sine opgaver og forpligtelser, der er pålagt ham. Hvis han bryder pagten, gør han sig ansvarlig både over for regeringen og overfor Gud. Han bringer sin tro i fare, samt sin relation til Gud. ”

(Al-Muslih, 18. juni 1953) 

Almen visdom fortæller også, at en bevægelse, der søger tilhængere, medmedlemmer og troende, i alle dele af verden holder fast ved princippet om, at enhver skal være loyal over for den regering, under hvilken han bor i. Alt, modsat dette vil betyde en katastrofe. Uorden og forstyrrelse snarere end fred og velvilje. Katastrofalt for bevægelsen og frugtbar for at udså store konflikter, som kan ødelægge gode menneskelige relationer over hele verden. Hvis Ahmadier har den mindste smule visdom, vil de ikke opretholde sådan et princip, der vil bringe deres egen eksistens til at ophøre eller bringe freden i fare. Ahmadier i dag findes i mange dele af verden uden for Pakistan og Indien; i Malaya (Malaysia), Indonesien, Iran, Irak, Syrien, Egypten, dele af Østafrika (såsom Kenya, Uganda, Tanganyika (Tanzania)), dele af Vestafrika (såsom Nigeria, Ghana, Sierra Leone), Schweiz, Holland, Tyskland, Storbritannien, USA, Canada, Sydamerika og så videre. Selv uden for Pakistan og Indien løber antallet i forskellige steder i tusinder, og antallet stiger. Sådan en bevægelse vil skabe en katastrofe, hvis den begynder at svinge mellem forskellige loyaliteter. Opdelt loyalitet kan kun være fatalt for sådan én bevægelse – fatalt både åndeligt og fysisk. 

En imaginær situation opstår ofte. To lande, begge med Ahmadi befolkning, går i krig. Ahmadierne i de to lande erkender begge loyalitet over for deres respektive regeringer. Hvad skal Ahmadierne gøre i en sådan krisesituation? Vil de stadig sidde sammen med deres respektive regeringer og deltage i gensidigt drab? Spørgsmålet er ikke et nyt. Hverken for os eller for resten af ​​verden. Vores svar har altid været dette: Ja, selv i en sådan nødsituation vil Ahmadier forblive loyale over for deres respektive regeringer. Denne tro, er ikke af vores egen skabelse. Det er en tro, der er undervist af Gud og forklaret af Hans Profet. Det er en tro, vi ikke kan ændre eller fortynde. Hvis loyalitet over for ens respektive regeringer resulterer i drab på Ahmadier af Ahmadier, er det dét og der er ikke mere at sige eller gøre. Det er kun en konsekvens, af en forpligtelse, der er udsprunget af vores religiøse tro. Principper har prioritet frem for personer. Personer kan ofres af hensyn til principper, ikke principper af hensyn til personer. Sådan et gensidigt drab bliver tilgivet af Koranen og den Mægtige Gud. Det vil være resultatet af hans egen lære, af forhold vi ikke har kontrol over. 

Situationen er imidlertid ikke så imaginær. Historien er fuld af sådanne tilfælde, hvor tilhængere af den samme tro har kæmpet mod hinanden. Hinduer har bekæmpet hinduer, kristne og muslimer. 

Troende har dræbt andre troende af samme religion, nogle gange flere hundrede tusinde i antal. De mest grusomme krige i historien er blevet kæmpet uden grund og med de mest tragiske konsekvenser. Hvad så hvis Ahmadier skal kæmpe mod Ahmadier? De vil kæmpe og dræbe hinanden, om nødvendigt for at redde et guddommeligt princip: princippet om loyalitet over for den stat, som man hører til. Sådanne krige er en forståelig forpligtelse. Så Ahmadier kan kæmpe på modsatte sider. Men mens de kæmper, vil de også bede om fredens tilbagevenden, en fred, der gør verden sikker for sandhed og retfærdighed. 

Sandt nok skylder Ahmadierne åndelig troskab til en leder eller Imam. Hvordan, kunne man undre sig, kan de få lov til at deltage i gensidigt drab? Svaret er igen det samme: Ahmadi Imamen er ingen diktator eller hersker, der gør hvad han vil eller beordre sine tilhængere som han vil. Ahmadi Imamen eller Kaliffen er selv underlagt Islamisk lov, Sharia. Shariaen er over Kaliffen, ikke omvendt. Den nuværende Kalif (den Anden Kalif af den Lovede Messias) sagde: 

”Ingen Kalif har magten til at ændre nogen af ​​Guds befalinger. Kaliffen er ingen diktator. Han er kun en stedfortræder. Han er bundet til at udføre en lov for at gennemføre en andens myndighed. Han er underlagt denne lov, disse befalinger, lige så meget som alle andre i menigheden.”

(Al-Fazl, 5. april 1949) 

Vi skal også huske, at Ahmadiyya-Kalifatet er en åndelig institution. Det har og søger ingen politisk magt, intet statsskab. Ahmadier søger kun fremgang via åndelige metoder. De og deres Overhoved nøjes med at leve som loyale borgere under regeringer, der garanterer frihed i religiøse anliggender. 

Således, har ikke katolikker kæmpet mod katolikker, der tilhører forskellige lande, forskellige stater? Og alligevel skylder katolikker troskab mod paven, tror på ham og adlyder ham, som om han var Gud på jorden (som efterfølger af Kristus, den inkarnerede Gud). Og ikke kun katolikker. Muslimer har også kæmpet mod muslimer. Muslimer kæmpede for muslimer i under Abbaside-Kalifatet, hvis Khilafat anses som autentisk af alle sunni muslimer. Igen under det tyrkiske Khilafat kæmpede muslimer fra forskellige lande mod hinanden, og alligevel skyldte de troskab mod en Khalifa eller Imam. Disse kendsgerninger er veltalende. De taler og taler højt. De beviser, at tilhængere af en og samme tro, på grund af åndelig loyalitet over for den samme leder eller høvding, kan gå i krig mod hinanden. Hvorfor ikke Ahmadier? Hvorfor kan man ikke stole på, at de vil gør det samme? Hvorfor kan de ikke være loyale over for deres Imam og alligevel være loyale over for de stater, de lever under? 

For at gøre det kort, Ahmadi standpunktet er klar og absolut. Behøves det at gentages, at vi Ahmadier, der bor i forskellige lande, under forskellige stater og regeringer, er loyale over for de lande vi bor i og over for de stater og regeringer, som vi bor under. Ahmadier fra Pakistan er loyale over for Pakistan, dybt anspændte for at udøve og bede om dens fremskridt og velstand. Tilsvarende er Ahmadier fra Indien loyale over for Indien. Holdningen er uundgåelig. Det er den holdning, som den sene Quaid-i-Azam erkendte så tydeligt i 1947. Han vejledte de indiske muslimer omkring forpligtelsen af loyalitet til Indien. Ahmadier i Indonesien er loyale over for Indonesien, Ahmadier i Syrien og Egypten overfor den Forende Arabiske Republik, Ahmadier i Vestafrika er loyale over for deres afrikanske regeringer, Ahmadier i Tyskland er loyale over for Tyskland, Ahmadier i Storbritannien er loyale over for Storbritannien, i USA overfor USA og så videre. Dette er den guddommelige befaling og vores hjertes stemme. Og ham, der ikke tror på os og tilskriver os en anden tro, fornærmer Gud og uretmæssigt, uretfærdigt os.

”Og vores sidste ord er, Al pris tilkommer (alene) Allah, verdenernes Herre.”